
SÅDAN GØR I
Det er let og gratis at afholde et venskabsløb, og I kan tilpasse det lige netop jeres ønsker og behov. Når I tilmelder jer løbet, får i samtidig mulighed for at bestille en pakke med banner, plakater og balloner, som I kan bruge til gøre oplevelsen endnu mere festlig og speciel. Uanset hvordan I vælger at afholde Venskabsløbet, venter der skolens elever masser af bevægelse og fællesskab. Derudover får I mulighed for at hjælpe udsatte børn til et bedre liv. Nedenunder får I opskriften på det gode løb serveret opdelt i rækkefølge, så det er let at gå til, eller blot at finde inspiration i. Apropos inspiration finder I flere ideer til afholdelse af Venskabsløbet længere nede på siden.
Inspiration til jeres eget Venskabsløb
Er din skole i gang med at planlægge en motionsdag, idrætsdag, eller ønsker I mere bevægelse i skoletiden? Så kan Venskabsløbet være det rette for jer. Her kan du få idéer og inspiration til, hvordan din skole kan holde en anderledes bevægelsesaktivitet med Venskabsløbet.
Venskabsløbet er et velgørenhedsløb, hvor eleverne gennem små sponsorater fra familie og bekendte støtter Red Barnets arbejde i Danmark og resten af verden. Men Venskabsløbet kan tilrettelægges på et hav af måder. Materialet kan bruges som det er, eller I kan bruge materialet som inspiration til at skræddersy jeres helt egen dag med trivsel, fællesskab og bevægelse i centrum.
Måden, der sponsoreres på, kan I også vælge at tilpasse, så det passer til netop jeres skole. Eksempelvis kan den enkelte elev blive sponsoreret af private donorer. Her får eleverne sponsorkontrakter med hjem, hvor der angives et beløb, som sponsoren donerer per runde eller per kilometer, eleven løber. Det kan dog være forskelligt, hvor mange sponsorater, den enkelte får ind, og hvor meget den enkelte kan løbe. For at undgå intern konkurrence, kan man i klassen aftale, at alle sponsorer skal sponsorere alle klassens elever. I sponsorkontrakten angives et beløb, som sponsoren donerer per runde eller kilometer, som alle eleverne i klassen løber.
Det er den fælles indsats, der er i fokus - alle elever skal vide, at netop DERES indsats er fantastisk uanset, hvad og hvordan de bidrager til fællesskabet.

Sådan kan I gøre: Tema-uge
I kan i forbindelse med Venskabsløbet i ugen op til jeres løb afholde en temauge. I bestemmer selv, hvilken uge det skal være. Temaugen kan så afsluttes med et Venskabsløb.
Ønsker I hjælp eller inspiration til temaugen, kan I orientere jer på redbarnet.dk/skole eller skrive en mail til skoletjenesten@redbarnet.dk
Se vores forslag til undervisningsmaterialer i forbindelse med Venskabsløbet

Sådan kan I gøre: Cykelløb
Venskabsløbet kan være et motionsløb, men flere skoler har også valgt alternative sportsgrene til Venskabsløbet. I kan f.eks. cykle.
I stedet for at eleverne bliver sponsoreret pr. runde, kan I vælge, at eleverne skal sponsoreres pr. kilometer eller på anden vis.
Nogle skoler vælger at have flere forskellige aktiviteter i deres Venskabsløb, så det i stedet bliver til et stjerneløb. Her kan man vælge, at eleverne sponsoreres for hver aktivitet, de gennemfører.

Sådan kan I gøre: Idrætstime
Hvis jeres klasse har dobbelte idrætstimer, kan disse også nemt transformeres til et Venskabsløb. I kan altså vælge at bruge en halv skoledag på det. Her kan aktiviteten f.eks. være et orienteringsløb eller et triatlon.
Venskabsløbet kan også ses som en god måde at ryste elever fra forskellige årgange sammen. Man kan f.eks. blande klasserne, hvor de store elever skal følges med de små, eller hvor de forskellige skoletrin skiftevis bevæger sig og bemander poster.