Den første fredag i marts hvert år markerer Red Barnet Skolernes Trivselsdag sammen med skoler i hele Danmark. I 2027 bliver datoen derfor fredag d. 5. marts. Målet med Trivselsdagen er, at skolen sætter fokus på fællesskab og trivsel, og vigtigst af alt, giver stemme til eleverne, så de er med til at definere samtalen om trivsel, og hvordan der fremadrettet skal arbejdes med trivsel i klasse- og skolesammenhænge.
PROGRAMFORSLAG FOR DAGEN
Det er vigtigt at inddrage eleverne forud for dagen, så de får indflydelse på dagens fokus og aktiviteter. I Red Barnet inddrager vi elever forud for dagen i tilblivelsen af indholdet til dagen. Vi ved derfor endnu ikke hvad årets tema bliver, men vi kan allerede nu afsløre at både dette og undervisningsmaterialet vil være udviklet af elever. Materialet vil som altid indeholde fire øvelser til henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling.
Hvis I har brug for inspiration til, hvordan en markering af Trivselsdagen kan se ud, har vi lavet et forslag herunder.
- Alle mødes i klasserne: Godmorgen, fællessang og intro til Trivselsdagen
- Trivselsdialog i klassen ved hjælp af Red Barnets Børnebarometer
- Undervisning og øvelser med afsæt i Red Barnets foreslåede undervisningsmaterialer
- Fælles aktivitet bestemt af eleverne på forhånd (eventuelt på tværs af klasser på trinnet)
- Slut Trivselsdagen af med et fælles indslag for hele skolen, og byg bro til arbejdet med trivsel resten af året i dialog med eleverne
Trivsel resten af året
Trivsel er ikke gjort med en enkelt dag, så brug derfor Trivselsdagen til at understøtte, fremme eller sætte spot på jeres trivselsarbejde på skolen. Dagen kan være et nedslag i jeres eksisterende arbejde – eller det kan være katalysator til nye tiltag.
Mangler du inspiration til trivselsarbejdet resten af året? Se nærmere på nogle af Red Barnets indsatser på området:
- Skolestyrken - Et skoletrivselsprogram, der inddrager hele skolen i trivselsarbejdet.
- Fri for Mobberi - Et forebyggende antimobbeprogram til 0-9-årige børn, fagfolk og forældre.
- DropMob - Et procesværktøj, der guider jeres skole hen imod at udvikle en antimobbestrategi eller genbesøge jeres eksisterende strategi.
- Red Barnets undervisningsmaterialer under temaet 'Børns trivsel og fællesskaber'
Materialer fra 2026, 2025 og 2024
- Alle
- Indskoling
- Lærere og forældre
- Mellemtrin
- Udskoling
KONTAKT
Har du spørgsmål, eller brug for yderligere oplysninger om Trivselsdagen? Kontakt os gerne på [email protected], så står vi klar til at hjælpe dig.
Vi glæder os til at fejre Trivselsdagen med jer. Sammen kan vi skabe en tryg og positiv fremtid for vores børn og unge!

















