Et andet valg
INTRO
Langt de fleste møder før eller senere ubehageligt, stødende eller krænkende indhold på nettet. Nogle gange er vi ’bare’ vidner til noget, som sker for mennesker på den anden side af kloden; andre gange kommer det helt tæt på, fordi vi selv - eller nogen vi kender - er udsat for digitale ydmygelser eller krænkelser. Digital dannelse er derfor vigtigere end nogensinde.
Undervisningsvejledning
Red Barnet har fået produceret tre kampagnefilm til SletDet Rådgivningen, der opfordrer unge til at bryde tavsheden, hvis de oplever digitale krænkelser. Et centralt budskab for kampagnen er:
Det er aldrig din skyld, hvis du bliver krænket på nettet.
Vi har i forbindelse med filmenes lancering udarbejdet et lille digitalt dannende undervisningsforløb, som du kan gennemføre på alt fra et par lektioner til et større antal timer, hvis du vælger at gå mere i dybden med emnet.
Her på hjemmesiden finder du under hver film en række refleksionsspørgsmål, som tager udgangspunkt i de forskellige hovedpersoners problem. Gennem samtale om filmene, skal det gerne blive klart for eleverne, at ingen skal stå alene, hvis de har været udsat for digitale krænkelser, og at det aldrig er for sent at bede om hjælp.
Til hver film har vi desuden udarbejdet en række forslag til ekstraopgaver, som folder temaet ud og giver mulighed for at fordybe sig i andre relevante tekster inden for faget dansk.
God fornøjelse - Vi håber, I får nogle gode, digitalt dannende samtaler i klassen.
God råd om brug af materialet
Se hvad du som underviser bør være opmærksom på, når du bruger materialet i video med Lise Qvistgaard, der er pædagogisk konsulent og rådgiver på SletDet Rådgivningen.
De tre film og opgaver
Forløb om kampagnefilm
Du kan også med fordel vælge at integrere filmene i danskundervisningen, og lade dem indgå som en del af et længere fagligt forløb om kampagnefilm.
Her er det oplagt, at eleverne både analyserer kampagnefilmenes budskaber, brug af virkemidler og sammenligner dem med andre kampagnefilm. Evt. kan eleverne også skrive anmeldelser af kampagnefilmene, hvor de argumenterer for, om de synes, at kampagnen er vellykket eller ej.
(Vi modtager gerne elevernes anmeldelser – både gode og dårlige – som vi vil tage med i vores evaluering af kampagnen. I kan sende anmeldelserne til: sletdet@redbarnet.dk)
Hvis I har god tid, kan du også lade eleverne prøve kræfter med at skrive deres egne manuskripter og producere små kampagnefilm fx med samme budskab.
Det er aldrig din skyld, hvis du bliver krænket på nettet.