Gennem en række øvelser bliver de ældste elever opmærksomme på egne og andres grænser, og får viden om, hvad man kan gøre, hvis man selv eller nogen man kender, bliver udsat for fysisk eller psykisk vold.
Introduktion
Når voksne skaber trygge rammer for at tale om svære og sårbare emner, giver det børn og unge bedre muligheder for at bryde tavsheden, hvis de går og holder på en svær hemmelighed. Arbejdet med Stærke Sammen kan hjælpe med at opdage de børn og unge, der måske har været udsat for vold eller overgreb – og samtidig åbner materialet op for nogle snakke om eksempelvis grænser, som er relevante for hele elevgruppen.
Formål med materialet
Formålet med materialet er dels at give fagpersoner et materiale, som de kan bruge som afsæt til at tale med børn og unge om retten til ikke at blive udsat for vold og overgreb, og dels at vise eleverne, at det er muligt at tale om tabuiserede emner, så de oplever at få redskaber til, hvordan de kan hjælpe og støtte hinanden, hvis nogen bliver udsat for vold og overgreb. Desuden er formålet:
Materialets opbygning
Materialet består samlet set af tre dele: del 1 handler om fysisk og psykisk vold, del 2 handler om seksuelle overgreb og del 3 handler om digitale krænkelser. Dette er del 1 af Stærke Sammen, og dette materiale består af en velkomst, grundviden og fem øvelser, som alle handler om fysisk eller psykisk vold – og hvad man kan gøre, hvis man bliver udsat for vold. Vi opfordrer til, at I også gennemfører del 2 og del 3, når I har arbejdet med del 1. Bemærk, at del 1 indeholder Red Barnets samtaleværktøj, Børnebarometeret. Her skal hver elev svare på spørgsmål i Børnebarometeret fra en computer, tablet eller telefon, så sørg for at have det klar, inden du går i gang. Spørgsmålene i Børnebarometeret handler om rettigheder, og der er ikke spørgsmål, som handler om hverken psykisk eller fysisk vold.
Kobling til FN’s Børnekonvention
Alle Red Barnets materialer bygger på FN’s Børnekonvention. Dette materiale berører særligt følgende rettigheder:
Red Barnets Børnebarometer
Det er vigtigt, at du forud for brugen af Børnebarometeret informerer forældrene om, at I benytter barometeret som afsæt til en samtale i klassen, og at du sender et link til Red Barnets persondatapolitik for Børnebarometeret.
Læs persondatapolitik for Børnebarometeret her.
Vigtig viden
Husk at orientere dig i ’vigtig viden’, når du forbereder dig. Her vil du nemlig blive gjort opmærksom på, om der skal bruges særlige remedier til en øvelse, eller om der er noget særligt, som du bør være opmærksom på.