Venner på nettet

Vigtig viden

Vigtig viden

Om denne side

Velkommen til ‘Venner på nettet’

Nu gælder det om at blive klogere på, hvordan man er gode venner og passer på hinanden på nettet. 

Hjernestarter – tænk, tal, del:

Afslutning sætningen: En god ven er en, der… 

Tænk først alene over det i 30 sekunder, tal dernæst med din sidemakker i 60 sekunder og del det herefter i fællesskab i klassen.

At være en god ven

  • Det er vigtigt at forsøge at være en god ven overfor andre. Man kan både være en god ven i skolen, i fritiden, på nettet eller derhjemme. 
  • Mange børn er online tidligt i deres liv. Det kan være godt, men det kan også medføre ubehagelige oplevelser. Børn kan nemlig komme til at se voldsomme billeder eller videoer, blive mobbet eller fx få delt billede af dem selv, som de ikke vil have delt. 
  • Mange af dem, der oplever noget ubehageligt online, taler ikke taler med nogen om det – og det gør faktisk oplevelsen værre. Det er en god idé at sige det højt, hvis man har ondt i maven over noget, som er sket på nettet. 
20 minutter
Øvelse 1

Bodyguards

I denne øvelse skal vi lege en leg, som handler om at beskytte andre. 

Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

  1. Om lidt skal vi lege en leg, der handler om at beskytte andre.
  2. Vi skal først stille os i en rundkreds og finde to, der vil stå i midten af rundkredsen.
  3. Den ene skal være “superstjerne” (fx en berømt skuespiller eller musiker) og den anden skal være “bodyguard” for superstjernen.
  4. På skift skal vi kaste en bold til en person i rundkredsen, som derefter skal kaste og forsøge at ramme superstjernen med bolden. Bodyguarden skal forsøge at forhindre, at superstjernen bliver ramt. Man må kun kaste med underhånd.
  5. Vi skiftes løbende til at være enten superstjerne eller bodyguard.
  6. Til slut sætter vi os alle ned i rundkredsen og taler om de spørgsmål, som står på det næste slide.

Vi taler i fællesskab om:

  • Hvordan føltes det at stå i midten af rundkredsen og være superstjerne?
  • Hvordan føltes det at være bodyguard og skulle beskytte superstjernen?
  • Hvordan føltes det at være dem, der skulle forsøge at ramme superstjernen med bolden?
  • Hvordan tror I, at legen har noget at gøre med at være en god ven på nettet?
  • Hvordan kan man hjælpe og beskytte hinanden i hverdagen?
20 minutter
Øvelse 2

Dine første venner på nettet

I denne øvelse skal vi se en kort animationsfilm kaldet ‘Dine første venner på nettet’.

Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

  1.  Vi skal nu i fællesskab se animationsfilmen ‘Dine første venner på nettet’ med fem gode råd til at være på nettet.
  2. Når vi har set animationsfilmen, samler vi fælles op og taler om spørgsmålene på følgende slide. 

Animationsfilm: Dine første venner på nettet

Vi taler i fællesskab om:

  • Hvad handler animationsfilmen om?
  • Er der noget i filmen, som I undrer jer over eller er uenige i? 
  • Kan I komme med eksempler fra jeres eget liv, hvor I har fulgt reglerne fra videoen? 
  • Kan I komme i tanke om andre vigtige regler, når man skal være en god ven på nettet? 
45 minutter
Øvelse 3

Rollespil

I denne øvelse skal vi lave et lille rollespil om, hvordan man er en god ven online.  

Øvelsevejledning – sådan gør vi:

  1. Om lidt skal vi lave et rollespil, der handler om at være en god ven på nettet.
  2. Vi skal alle sætte os i en rundkreds, og så skal vi finde tre, som vil være skuespillere i rollespillet.
  3. Derefter læser jeg bidder af en historie højt, og så skal skuespillerne spille det, jeg lige har læst.
  4. Derefter læser og spiller vi historien igen – men denne gang må I andre række hånden op undervejs og sige “frys”, så skuespillerne står stille.
  5. Når skuespillet er frosset, må I komme med et bud på, hvad personerne i historien kunne gøre anderledes. Man må også gerne skifte skuespillerne ud og selv vise det.
  6. Til sidst samler vi fælles op og taler om spørgsmålene på det følgende slide.

          ‘Inviter andre med til mobilspil’ – del 1:

          Det er frikvarter. William og Sofia sidder og spiller på Williams mobiltelefon. De har det rigtig sjovt og er i gang med et svært level. De er begge to rigtig gode til spillet. Det er Williams tur, og de har kun et liv tilbage. Hvis de mister det sidste liv, skal de vente en halv time, før de får nye liv. Hvis de mister det sidste liv, kan de ikke nå at klare banen, inden frikvarteret slutter. 

          (Pause – skuespillerne opfører handlingen) 

          ‘Inviter andre med til mobilspil’ – del 2:

          Pludselig kommer Anna over til dem. Anna har ikke fået en mobiltelefon endnu, og hun er vist ikke særlig god til at spille. Anna spørger: “Hvad laver I?”. 

          (Pause – skuespillerne opfører handlingen) 

          ‘Inviter andre med til mobilspil’ – del 3:

          William og Sofia har faktisk lidt travlt, hvis de skal nå at spille færdigt, så de kigger ned i telefonen og fortæller Anna, at de har travlt med at spille. 

          (Pause – skuespillerne opfører handlingen) 

          ‘Inviter andre med til mobilspil’ – del 4:

          Anna spørger, om hun må prøve spillet. William og Sofia vifter Anna væk og siger, at hun skal gå. De skal jo skynde sig, hvis de skal nå at blive færdige, inden frikvarteret slutter. Og de vil i hvert fald ikke risikere, at Anna mister deres sidste liv i spillet. Anna bliver ked af det og går væk. 

          (Pause – skuespillerne opfører handlingen) 

          Vi taler i fællesskab om:

          • Hvad handlede skuespillet om? 
          • Hvordan tror I mon, det føles at være Anna? 
          • Hvorfor tror I, at Sofia og William gør, som de gør?
          • Hvad kunne Sofia og William have gjort anderledes?
          15 minutter

          Fælles opsamling – hvad tager vi med os?

          I dag har handlet om, hvordan vi kan være gode venner for hinanden på nettet. Vi har både leget, vi har set en animationsfilm, talt om gode råd til at være online, og så har vi spillet et rollespil.  

          Fælles opsamling – vores egne klasseregler

          To og to – Tal sammen om:

          • Hvordan kan man være en god ven for hinanden både på nettet og i skolen?  
          • Hvilke tre klasseregler kan I komme i tanke om, som er vigtige for at være en god ven? 

          Vi taler i fællesskab om:

          • Hvilke regler kan vi fælles blive enige om for klassen?  
          • Hvis vi har tid og lyst, kan vi beslutte os for at lave en plakat med reglerne, som vi kan hænge op i klasselokalet.