Sult – Når mennesker mangler mad

Vigtig viden

Vigtig viden

Om denne side

Velkommen til ‘Sult – når mennesker mangler mad’

Nu gælder det om at blive klogere på, hvad sult er, hvordan det kan forebygges, og hvad konsekvenserne er.

Hjernestarter – tænk, tal, del:

Hvad er det første ord, I kommer til at tænke på, når I hører ordet “sult”? 

Hvad er sult?

  • Sult opstår, hvis et barn eller voksen i en længere periode ikke får nok at spise. 
  • Underernæring eller fejlernæring opstår, hvis et barn eller voksen ikke får den rette sammensætning af næringsstoffer, vitaminer og mineraler.  
  • Sult er alvorligt. Sult bremser den fysiske og psykiske udvikling hos børn, og gør både børn og voksne trætte og modtagelige overfor en række sygdomme.
Kilde: Unicef.dk  

Hvorfor opstår sult?

  • Der kan være mange forskellige grunde til, at mennesker sulter. 
  • Det kan for eksempel være, fordi der ikke falder nok regn, så der kommer tørke. Når det ikke regner, er det vanskeligt at dyrke korn og grøntsager og passe på sine dyr.  
  • Nogle mennesker sulter, fordi der er krig eller konflikt i deres land, og så kan de være nødt til at flygte.  
  • Næsten 800 millioner mennesker i verden lever dagligt i sult.  
Kilde: Redbarnet.dk
15 minutter
Øvelse 1

Katastrofeforebyggelse

I denne øvelse skal vi se et videoklip om katastrofeforebyggelse i Nord Wollo i Etiopien.  

Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

  1. Om lidt skal vi se et videoklip, der foregår i Nord Wollo i Etiopien, som er en del af Afrikas Horn.
  2. Først skal vi i fællesskab blive klogere på den tørke, som i den seneste tid har udspillet sig i flere lande på Afrikas Horn.
  3. Dernæst skal vi i fællesskab se videoklippet og derefter tale sammen om de spørgsmål, som står på det følgende slide. 

      Katastrofer på Afrikas Horn

      • Afrikas Horn var frem til foråret 2023 ramt af den værste tørke i 40 år. Efterfølgende blev Afrikas Horn ramt af store oversvømmelser på grund af voldsom regn.  
      • En rapport fra 2023 slog fast, at det var menneskeskabte klimaforandringer, der var skyld i tørken på Afrikas Horn. 
      • Menneskeskabte klimaforandringer er de ændringer i klimaet, der skyldes menneskers aktivitet. 
      • De efterfølgende oversvømmelser, kombineret med både krig og skyhøje fødevarepriser, har forværret situationen for børn og familier på Afrikas Horn yderligere. 
      Kilde: Danmarks Radio og Lex.dk

      Videoklip: Katastrofeforebyggelse i Etiopien

      Vi taler i fællesskab om:

      • Var der noget i videoklippet, som overraskede jer, eller som I ikke forstod?  
      • Hvilke problemer står børnene og deres familier overfor? 
      • Hvad lærer børnene? 
      30 minutter
      Øvelse 2

      Klimakrisen er en børnerettighedskrise

      I denne øvelse skal vi se et videoklip, der forklarer, hvorfor klimakrisen er en børnerettighedskrise. 

      Hvad er FN’s Børnekonvention?

      • FN’s Børnekonvention er en international aftale, som fastlægger børn og unges rettigheder og beskyttelse i samfundet. Den blev vedtaget på FN’s generalforsamling den 20. november 1989.  
      • Børnekonventionen gælder for alle mennesker under 18 år i alle lande, der er tiltrådt aftalen, og den tager udgangspunkt i barnets bedste for at sikre børn og unges grundlæggende rettigheder – og ret til blandt andet udvikling, beskyttelse og medbestemmelse.
      • Deltagerstater, FN’s Børnekomité og voksne i det hele taget skal sørge for at sikre børn og unges rettigheder. 

      Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

      1. Om lidt skal vi se et videoklip, der forklarer, hvordan klimakrisen er en børnerettighedskrise.
      2. Dernæst skal I i mindre grupper arbejde med de spørgsmål, som står på det følgende slide.
      3. Til slut taler vi fælles om, hvad I har arbejdet med ude i grupperne. 

        Videoklip: Klimakrisen er en børnerettighedskrise

         

        I grupper – tal sammen om:

        • Hvordan bliver børn og unges rettigheder truet som følge af klimaforandringerne?  
        • Hvad tror I, der menes med sætningen: “Børn skal mere end bare overleve. De skal leve”? 
        • Videoklippet tager udgangspunkt i betydningen af klimaforandringerne for børn og unge rundt i verden. Hvordan oplever I klimaforandringerne?  
        30 minutter
        Øvelse 3

        Råb verdens ledere op

        I denne øvelse skal vi brainstorme over, hvad man kan gøre for at udrydde sult i verden 

        Hvad er FN’s Verdensmål?

        • I 2015 besluttede verdens ledere at vedtage 17 forskellige mål for verden kaldet FN’s Verdensmål. 
        • I 2016 trådte målene i kraft, og de skal frem mod 2030 sætte kursen mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten, som vi bor på. 
        • Verdensmål nr. 2 hedder ‘Stop sult’ og handler om helt at udrydde sult inden 2030. 
        Kilde: Verdensmaalene.dk

        Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

        1. Vi skal nu prøve at komme på idéer til, hvordan man kunne sætte fokus på målet om at udrydde sult inden 2030.
        2. I skal sammen med jeres sidemakker forsøge at komme på tre idéer til, hvordan man kunne få dem, der bestemmer verden over, til at gøre noget ved sult.
        3. Først taler vi sammen om en person, som er lykkes med at råbe verdens ledere op, og derefter skal I sammen med jeres sidemakker finde på egne idéer. I skal skrive dem ned løbende.
        4. Alle idéer er velkomne! Det må være kreativt, praktisk, anderledes, stort og småt, realistisk eller urealistisk.
        5. Når I har talt i cirka 10 minutter med jeres sidemakker, taler vi i fællesskab om jeres forskellige idéer. 

                Råb verdens ledere op – inspiration:

                Der er mange måder, man kan skabe opmærksomhed omkring et problem i verden. Billedet her viser en person, som er lykkes med at råbe verdens ledere op omkring en problemstilling.

                Billede: dr.dk

                Ved I, hvem personen er?
                Ved I, hvad personen har kæmpet og fortsat kæmper for?
                Hvorfor tror I, at det lykkedes personen at få opmærksomhed fra verdens ledere?

                To og to – råb verdens ledere op

                • Find på en idé til, hvordan man kunne råbe verdens ledere op og engagere dem i at udrydde sult og inden 2030.
                • Husk alle idéer er gode idéer – både stort og småt, urealistisk og realistisk.
                • I kan fx gå den kreative vej og finde på et kampråb, en dans, en sang eller et slogan, som I gerne ville sprede verden over.
                • I kan også gå den digitale vej og finde på et hashtag eller en challenge, inddrage en influencer eller et medie, som ville skabe opmærksomhed verden over. I kan også gøre noget helt tredje. Kun fantasien sætter grænser!
                5 minutter

                Fælles opsamling – hvad tager vi med os?

                Dette materiale har handlet om sult. Vi har talt om, hvad sult er, om klimaforandringer og rettigheder, og så har vi fundet på idéer til at råbe verdens ledere op.

                To og to – tal sammen om:

                Brug et minut på at tænke over én ting, som du har lært omkring sult i dag. Del det efterfølgende med din sidemakker