Sammen i klassen

Vigtig viden

Vigtig viden

Om denne side

Velkommen til ‘Sammen i klassen’

Dette materiale har til formål at dyrke og styrke fællesskabet i klassen gennem en række aktiviteter med leg. Vi skal:  

  • Grine og have det sjovt sammen 
  • Mærke egne og andres grænser 
  • Øve os i at lytte til hinanden 

Hjernestarter – tænk, tal, del:

Hvad betyder det for et menneske at være en del af et fællesskab? Og hvad kan det betyde at stå udenfor et fællesskab?  

Tænk først alene over det i 30 sekunder, tal dernæst med din sidemakker i 60 sekunder, og del det herefter i fællesskab i klassen.

Trivsel og tolerance

  • Når man føler sig tryg og har det sjovt i skolen, er det gode tegn på, at man trives. 
  • For at man kan trives, er det afgørende, at der er et trygt fællesskab i klassen, og at alle føler, de kan være dem selv. 
  • Det er vigtigt, at alle mærker, at de respekteres for dem, de er. For at det er muligt, skal der være en kultur i klassen, hvor niveauet af tolerance er så højt, at forskellighed betragtes som en positiv ting. 

De svære følelser

  • Når man er sammen alle sammen i en klasse, kan man til tider få nogle svære følelser. Det kan fx være, at man bliver uvenner med nogen eller begynder at føle sig udenfor.  
  • Konflikter er uundgåelige i alle grupper af mennesker, men bliver en konflikt håndteret på en god måde, kan alle gå styrkede ud af den.  
  • De fleste vil blive glade for at blive tænkt på, inviteret eller inddraget, hvad enten det er i en gruppechat, en aktivitet i frikvarteret eller i en samtale over frokosten. Det er altid godt at være opmærksom på, om alle er med, eller om nogen føler sig udenfor.  
30 minutter
Øvelse 1

Rokade-ballade

I denne øvelse skal vi lave en aktivitet, der har fokus på samarbejde og fællesskab, og som også har et element af spænding. 

Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

  1. Om lidt skal vi sammen lave en øvelse kaldet ‘rokade-ballade’. Først bliver I inddelt i grupper af tre, og så skal hver gruppe danne et hus med et menneske i.
  2. Et hus dannes ved, at to fra gruppen placerer sig overfor hinanden med armene over hovedet og håndfladerne mod hinanden. Den tredje stiller sig ‘indeni’ huset. Sørg nu for at jeres grupper (husene) danner en stor rundkreds.  
  3. Så stiller jeg mig ind i midten af rummet og siger et af tre følgende ord: ‘hus’, ‘menneske’ eller ‘rokade’. Hvis der bliver sagt ‘hus’, skal alle dem, der er huse, finde et nyt sted at stå og danne hus med en ny makker. Hvis der bliver sagt ‘menneske’, skal alle dem, der er mennesker, finde et nyt hus at stå i. Hvis der bliver sagt ‘rokade’, skal alle finde et nyt sted at stå.  
  4. Mens der bliver flyttet pladser, skal personen i midten også forsøge at finde en ny plads. Den, som ikke får fundet en ny plads, skal være den nye person i midten, som får lov at vælge mellem at sige ‘hus’, ‘menneske’ eller ‘rokade’. 
  5. Til sidst samler vi op på, hvordan øvelsen var ud fra spørgsmålene på det følgende slide.

Vi taler i fællesskab om:

  • Hvad krævede øvelsen af samarbejde? 
  • Hvordan var det at være i jeres forskellige roller? 
  • Hvordan føles det at skulle indgå i en øvelse, hvor I skulle tænke hurtigt i hver jeres roller? 
30 minutter
Øvelse 2

Fortæl en tegning

I denne øvelse skal vi træne vores evne til at samarbejde og skabe fokus. 

Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

  1. Om lidt skal vi alle rejse os op og fordele os på to rækker overfor hinanden.  
  2. Derefter skal I gå sammen i makkerpar med personen, som står overfor jer på den modsatte række.  
  3. Alle jer på den ene række får en tegning udleveret af mig, som I ikke må vise til jeres makker.  
  4. Alle jer på den modsatte række, får udleveret et blankt stykke papir og en blyant. 
  5. Nu skal den af jer med tegningen fortælle den af jer med det blanke stykke papir, hvordan tegningen ser ud, hvorefter makkeren skal forsøge at tegne, hvad de bliver fortalt. 
  6. Det er en god ide at fortælle om tegningen i brudstykker og fokusere på en bid ad gangen. 
  7. Til slut samler vi op i fællesskab og taler om spørgsmålene på det følgende slide. 

Vi taler i fællesskab om:

  • Hvad har I lært om samarbejde fra øvelsen? 
  • Hvordan var det at skulle tegne og have tillid til, at der blev fortalt de rigtige ting? 
  • Hvordan var det at skulle forklare tegningen og have tillid til, at der blev tegnet de rigtige ting? 
15 minutter
Øvelse 3

Navnebold

I denne øvelse skal vi have fuld opmærksomhed på hinanden, mens vi leger legen ‘Navnebold’.  

Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

  1. Om lidt skal vi alle samles i en rundkreds ude på gulvet. 
  2. Først skal alle vælge et ord med samme forbogstav som ens fornavn – ordet kan både være et tillægsord eller et navneord (fx “Freja frejdig” eller “Amira appelsin”).
  3. Derefter skal alle fortælle, hvilket ord de har valgt. Lyt godt efter og husk, hvad hinanden har valgt af ord. 
  4. Derefter tager jeg en bold, får øjenkontakt med en person i cirklen, og så siger jeg personens ord og navn og kaster derefter bolden til personen. 
  5. Personen, som modtager bolden, gør derefter det samme, indtil alle i rundkredsen har haft bolden. 
  6. Når alle har haft bolden, spiller vi en runde til – men denne gang med et hurtigere tempo. 
  7. Til slut taler vi i fællesskab om spørgsmålene på det følgende slide.  

Vi taler i fællesskab om:

  • Hvordan føles det at skulle arbejde sammen, når man er under tidspres?  
  • Hvad kan være godt ved at spille et spil, hvor man skal kigge hinanden i øjnene og nævne hinandens navne? 
30-60 minutter
Øvelse 4

Fællesskab i fotos

I denne øvelse skal vi gennem en fotocollage arbejde med temaer som fællesskab, samhørighed og samarbejde. 

Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

  1. Om lidt skal vi blive klogere på, hvad ordet “fællesskab” betyder. 
  2. Først skal I inddeles i grupper af cirka fire personer. 
  3. Derefter skal I lave en fotocollage, der skal indramme, hvad I synes fællesskab er. I kan både vælge at tage jeres egne billeder, tegne på en planche og udklippe billeder og ord fra dagblade eller aviser.  
  4. Det er vigtigt, at I taler sammen i gruppen, mens I laver jeres fotocollage. Tal om de ord, tegninger og billeder, I bruger.  
  5. Når alle grupper har lavet deres fotocollager, præsenterer hver gruppe deres collage og forklarer, hvorfor den ser ud, som den gør.  
  6. Til slut samler vi op i fællesskab med afsæt i de spørgsmål, som står på det følgende slide.

Vi taler i fællesskab om:

  • Hvad havde jeres færdige fotocollager til fælles?  
  • Hvorfor kan det være svært eller nemt at definere, hvad fællesskab er?  
  • Hvordan opleves det at skulle tale om et emne uden at bruge ord til at beskrive det? 
15 minutter

Fælles opsamling – hvad tager vi med os?

Materialet har handlet om at deltage i legebaserede aktiviteter og have fokus på fællesskabet.  Vi har blandt andet en lavet en samarbejds- og kommunikationsøvelse, leget navne-bold og lavet en collage. 

Fælles opsamling – vi taler i fællesskab om:

  • Hvordan synes I, det har været at lave de forskellige legebaserede øvelser? 
  • Hvorfor tror I, at det er godt at lave øvelser, der handler om fællesskab?