Pas på hinanden på nettet

Vigtig viden

Vigtig viden

Om denne side

Velkommen til ‘Pas på hinanden på nettet’

Nu gælder det om at blive klogere på, hvordan man bedst passer på sig selv på nettet, og hvor man kan få hjælp, hvis man oplever noget ubehageligt på nettet.  

Hjernestarter – tænk, tal, del:

Hvad vil det sige at passe på hinanden på nettet? Kom gerne med konkrete eksempler, hvis du kan. 

Tænk først alene over det i 30 sekunder, tal dernæst med din sidemakker i 60 sekunder, og del det herefter i fællesskab i klassen.

Sig det højt

  • Mange børn er online tidligt i deres liv. Det kan være godt, men det kan også medføre ubehagelige oplevelser. 
  • Børn kan komme til at se voldsomme billeder eller videoer, blive mobbet eller fx få delt billede af dem selv, som de ikke vil have delt. 
  • Mange af dem, der oplever noget ubehageligt online, taler ikke med nogen om det – men det gør faktisk oplevelsen værre. 
  • Det er en god idé at sige det højt, hvis man har ondt i maven over noget, som er sket på nettet.  
20 minutter
Øvelse 1

Ubehagelige oplevelser

I denne øvelse skal vi se videoklippetGrandma Hackers’. 

Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

  1. Om lidt skal vi i fællesskab se videoklippet ‘Grandma Hackers’. 
  2. Derefter skal I sammen med jeres sidemakker tale om de spørgsmål, som står på det følgende slide. 
  3. Når I har talt med jeres sidemakker, taler vi fælles i klassen om spørgsmålene på det efterfølgende slide. 

Videoklip: Grandma hackers

To og to – tal sammen om:

  • Hvad handlede videoklippet om?  
  • Hvad synes I om videoklippet? 
  • Tror I, at det samme kunne ske for jer? Hvorfor/hvorfor ikke?  

Vi taler i fællesskab om:

  • Nævn én god ting og én mindre god ting ved at være på nettet.
  • Hvem kan man få hjælp af, hvis man har set eller oplevet noget ubehageligt på nettet?
  • Hvorfor tror I, at voksne nogle gange kan være bekymrede over, at børn er på nettet?
20 minutter
Øvelse 2

En ærgerlig overraskelse

I denne øvelse skal vi tale om, hvordan man nogle gange kan støde på noget ubehageligt indhold på nettet ved en fejl.  

Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

  1. Om lidt skal vi læse en historie om Yasmin og Line sammen.  
  2. Vi starter med at sætte os i en rundkreds, og så læser jeg historien højt. 
  3. Når vi har læst historien, taler vi i fællesskab om spørgsmålene på det følgende slide. 

Historien om Yasmin og Line – del 1:

Yasmin går til fodbold og ser ofte videoer på YouTube med sine fodbold-idoler. En dag har hun Line med hjemme, hvor de sidder med iPad’en og kigger på fodboldvideoer. Pludselig får pigerne tastet noget forkert ind i søgefeltet, og der kommer en video frem med nogle mennesker, som gør noget, som Yasmin ikke helt forstår – men hun synes, det er uhyggeligt og slet ikke rart. 

Historien om Yasmin og Line – del 2:

Yasmin kan se, at Line også bliver forskrækket, og de skynder sig at stoppe videoen. Yasmins forældre har sagt til hende, at hun kun må søge på fodboldvideoer på YouTube, og pigerne beslutter sig for, at de ikke vil fortælle til nogen, hvad de har set. 

Historien om Yasmin og Line – del 3:

Om aftenen bliver Yasmin ved med at få billeder i hovedet med den video, som hun og Line så, og hun føler sig bange og har svært ved at sove. Om natten får hun mareridt, og næste dag er hun så ked af det, at hun siger til sine forældre, at hun er syg og ikke kan gå i skole. 

Vi taler i fællesskab om:

  • Hvad tror I, at Yasmin og Line så? 
  • Hvorfor tror I, at Yasmin ikke fortalte nogen om, hvad hun havde set? 
  • Hvad synes I, at Yasmin skal gøre? 
20 minutter
Øvelse 3

Antons hemmelighed

I denne øvelse skal vi skal læse endnu en historie og tale om hemmeligheder.  

Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

  1. Om lidt skal vi læse endnu en historie sammen og tale om den. 
  2. Først taler vi i fællesskab om “gode” og “dårlige” hemmeligheder med afsæt i det næste slide.  
  3. Derefter sætter vi os igen i en rundkreds, og så læser jeg historien om Anton højt. 
  4. Når vi har læst historien, taler vi i fællesskab om spørgsmålene på det følgende slide.  

Hvad er ‘gode’ og ‘dårlige’ hemmeligheder?

  • Gode hemmeligheder kan for eksempel være en fødselsdagsgave eller en rar overraskelse – noget, man bliver glad af. En god hemmelighed behøver man ikke fortælle om til andre.  
  • Dårlige hemmeligheder kan være ting, som man bliver ked af, eller som gør, at man får ondt i maven. Det kan være noget, man har set på nettet – eller noget, man har oplevet, som man ikke forstår, eller som ikke er rart. Dårlige hemmeligheder skal man fortælle andre – også selvom nogen måske siger, at man ikke må. 

Historien om Anton – del 1:

Anton spiller PlayStation og begynder at chatte med en dreng, som er lidt ældre end ham selv, og som er interesseret i fodbold ligesom ham. Han er meget flink og siger, at han synes, at Anton er god til at spille. Anton synes, det er sjovt at snakke med ham. Han siger, at han kan hjælpe Anton med at nå et nyt level, hvis han giver ham sit kodeord. 

Historien om Anton – del 2:

Anton tænker, at det er lidt mærkeligt, at han vil have hans kodeord, men drengen virker meget sød, og Anton vil gerne nå til det næste level i spillet. Da drengen har fået Antons kodeord, skriver han en masse grimme ting inde på Antons chat, så det ligner, at Anton har skrevet det. Han er pludselig slet ikke sød mere, og Anton bliver ked af det. Når Anton siger, at han skal stoppe, siger drengen, at det jo var Anton, der gav sit kodeord væk, og at ingen vil tro ham, hvis han fortæller det til nogen.

Vi taler i fællesskab om:

  • Hvad synes I, at Anton skal gøre? 
  • Hvorfor tror I, at Anton gav den anden dreng sit password? 
  • Er Antons hemmelighed god eller dårlig? Hvordan ved man det? 
  • Hvad tror I, at der vil ske, hvis Anton fortæller det til en voksen? 
10 minutter

Fælles opsamling – hvad tager vi med os?

I dag har handlet om, hvordan man er online på en tryg og sikker måde. Vi har talt om, hvad kan man gøre, hvis man oplever noget ubehageligt på nettet, hvor man kan få hjælp, og hvilke slags hemmeligheder, man bør fortælle til andre.

Fælles opsamling – vi taler i fællesskab om:

  • Hvad er en dårlig hemmelighed, og hvad er en god hemmelighed?
  • Hvad skal man passe på, når man er på nettet?
  • Hvilke råd ville I give til en klassekammerat, der har oplevet noget ubehageligt på nettet?