Når kriser bliver hverdag

Vigtig viden

Vigtig viden

Om dette forløb Har du elever i klassen med flugterfaringer eller med tilknytning til et område, som har været eller fortsat er ramt af en krise? Gennemgå gerne materialet på forhånd og forbered de pågældende elever på, hvad materialet indeholder. Undgå at inddrage eleverne som eksperter på området. Understøt eventuelt, at tonen i klassen er respektfuld ved at indlede forløbet med at lave fælles spilleregler.
Arbejdsark til print
2-4 lektioner

Når kriser bliver hverdag

Gennem en række øvelser bliver mellemtrinselever klogere på, hvordan hverdagen ser ud for børn ude i verden, der lever i krig, konflikt eller naturkatastrofer. Materialet muliggør samtaler om kriser på en alderssvarende og nænsom måde og er særligt oplagt, hvis du oplever, at eleverne i en periode er særligt optagede af, hvad der sker ude i verden.

Start materialet
  • Klassetrin
  • 4.-6. klasse
  • Temaord
  • Børn i verden, flugt, krig og katastrofer, levevilkår og levemåder, natur og klima
  • Fag
  • Dansk, sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab
  • Aktivitetstyper
  • Videoklip, gruppearbejde, refleksions- og dialogøvelser, tegneaktiviteter, samarbejdsøvelser, interaktivt spil

Introduktion
Hvordan ser hverdagen egentlig ud for børn ude i verden, når tilværelsen pludselig påvirkes af en krise – fx krig, konflikt eller en naturkatastrofe? Dette materiale sætter fokus på, hvordan etablering af hverdag er afgørende i kriser. Materialet er oplagt til at tale med mellemtrinselever om aktuelle kriser på en alderssvarende og nænsom måde.

Formål
Formålet med materialet er, at eleverne får kendskab til, hvordan kriser påvirker børn og familiers levevilkår, og hvordan familier får hjælp til at skabe en hverdag igen. Målet er desuden at skabe rum for at tale om de spørgsmål, som elever på mellemtrinnet kan have, når de hører om aktuelle kriser. 

Materialets opbygning
Materialet består af en velkomst, grundviden, tre øvelser om hverdag og beskyttelse i kriser og til slut en opsamling.
Øvelse 1 og 2 giver indblik i, hvordan kriser er forskellige, og hvad der sker, når de opstår. Øvelse 3 zoomer ind på Afghanistan og belyser, hvordan hverdagen konkret ser ud for børn, som lever med krig og konflikt tæt inde på livet. Hvis dine elever er optagede af en anden aktuel krise, kan du udskifte øvelse 3, så den i stedet tager afsæt i netop den situation, som dine elever er særligt optagede af.

Kobling til FN’s Børnekonvention
Alle Red Barnets materialer bygger på FN’s Børnekonvention. Dette materiale berører særligt følgende​ rettigheder: 

  • Børns ret til uddannelse (artikel 28)
  • Børns ret til beskyttelse på flugt (artikel 22)
  • Børns ret til beskyttelse i krig og konflikt (38)

Baggrund for materialet
Selvom vi måske gerne ville, kan vi ikke skærme børn for en verden med krig, katastrofer, alvorlige politikere og bekymrede voksne. Hvis børn hører om alvorlige kriser i nyhederne eller andre steder, uanset om de foregår er i Danmark eller langt væk, kan de blive påvirkede af det. Derfor kan elever have behov for hjælp til at forstå, hvad de har hørt og tale med andre om det. Dette materiale er oplagt til netop at tale med mellemtrinselever om kriser på en alderssvarende og nænsom måde.

Vigtig viden
Har du en elev i klassen med flugterfaringer eller med tilknytning til et område, som har været eller fortsat er ramt af en krise? Tag højde for dette i din forberedelse, vær opmærksom på tonen undervejs i forløbet og hav blik for, at eleven ikke bliver gjort til ekspert af den årsag.
Husk i øvrigt at orientere dig i ‘vigtig viden’, når du forbereder dig. Her vil du nemlig blive gjort opmærksom på, om der skal bruges særlige remedier til en øvelse, eller om der er noget særligt, som du bør være opmærksom på.