At tale, tænke og tro

Vigtig viden

Vigtig viden

Om denne side

Velkommen til ‘At tale, tænke og tro’

Nu gælder det om at blive klogere på artikel 13 og 14 i FN’s Børnekonvention. Artikel 13 og 14 handler om retten til at tale, tænke og tro frit. Vi skal undervejs tale om:

  • Vigtigheden af artikel 13 og 14
  • Ytringsfrihed og grænserne for ytringsfrihed
  • Hvordan vi kan respektere hinanden, selvom vi nogle gange er forskellige, når det kommer til, hvad vi mener, tænker og tror på

Hjernestarter – tænk, tal, del:

Hvad tror I det vil sige at “ytre sig”?

Tænk først alene over det i 30 sekunder, tal dernæst med din sidemakker i 60 sekunder, og del herefter i fællesskab i klassen.

Hvad er FN’s Børnekonvention?

FN’s Børnekonvention er en international aftale, som fastlægger børn og unges rettigheder og beskyttelse i samfundet. Den blev vedtaget på FN’s generalforsamling den 20. november 1989.

Børnekonventionen gælder for ALLE mennesker under 18 år i alle lande, der er tiltrådt aftalen, og den tager udgangspunkt i barnets bedste for at sikre:

  • Børns grundlæggende rettigheder, fx mad, sundhed og et sted at bo.
  • Børns ret til udvikling, fx skolegang, fritid, leg og information.
  • Børns ret til beskyttelse, fx mod krige, vold, misbrug og udnyttelse.
  • Børns ret til medbestemmelse, som fx indflydelse, deltagelse og ytringsfrihed.

Deltagerstater, FN’s Børnekomité og voksne i det hele taget skal sørge for at sikre børns rettigheder.

Hvad står der i artiklerne?

Artikel 13: Ytringsfrihed

Barnet har ret til at give udtryk for sine følelser og synspunkter, medmindre det krænker andres rettigheder, den nationale sikkerhed eller offentlig orden. Barnet har ret til at søge, modtage og videregive information.

Artikel 14: Frihed for tanke, samvittighed og religion

Barnet har ret til frit at bestemme og udøve sin tro. Staten skal respektere undervisning i denne tro.

20 minutter
Øvelse 1

Stærke holdninger

I denne øvelse skal vi lege en leg, der handler om at have holdninger og give dem til kende.

Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

  1. Om lidt skal vi lege en leg, som handler om at have holdninger til ting.
  2. Jeg siger et udsagn, tæller til tre og så skal I vælge, hvilket af de to udsagn, I foretrækker. Det kan fx være: “Solskin eller snevejr?”.
  3. Alle dem, som foretrækker den første mulighed (fx solskin) laver en stærk arm til højre og alle dem, som foretrækker den anden mulighed (fx snevejr) laver en stærk arm til venstre.
  4. I må ikke tale, forklare eller uddybe jeres svar. I må kun bruge jeres arm.
  5. Når vi er nået igennem alle udsagn, samler vi fælles op ud fra de spørgsmål, som står på det følgende slide.
  6. Til slut læser vi pointerne om frihed under ansvar på det sidste slide.

MATEMATIK ELLER DANSK?

PIZZA ELLER BURGER?

INDENFOR ELLER UDENFOR?

MUSIK ELLER SPORT?

LÆSE TANKER ELLER KUNNE FLYVE?

SPISE SLIK ELLER GEMME SLIK?

Vi taler i fællesskab om:

  • Hvordan ville øvelsen have været, hvis jeg havde stillet spørgsmål om mere personlige værdier, fx religiøs eller ikke-troende?
  • Hvordan havde øvelsen været, hvis I måtte tale, stille spørgsmål, forklare eller uddybe jeres svar?Havde det gjort en forskel?
  • Hvordan kan måden, vi siger noget på have betydning? Hvad er fx forskellen på at sige “Jeg hader pizza” og “Jeg kan allerbedst lide burger”?
  • Hvad havde denne øvelse at gøre med ytringsfrihed?

Rettigheder og frihed under ansvar

  • Børnekonventionen siger, at alle børn og unge har ret til at give udtryk for deres følelser og synspunkter og ret til frit at bestemme og udøve deres tro.
  • Men med rettigheder følger også ansvar. Man kan ikke ytre sig, uden at tænke over budskabet og modtageren – og man kan ikke tvinge sin tro eller religion på andre. Ligesom man ikke kan tvinge andre til at opgive deres tro.
  • Børn og unge skal altså, ligesom voksne, tænke over, hvordan de på en god måde kan udøve deres ret til at tale, tænke og tro frit.
30 minutter
Øvelse 2

Frihed og grænser

I denne øvelse skal vi kigge lidt nærmere på, hvad ytringsfrihed er, og hvor grænserne for ytringsfrihed går.

Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

  1. Om lidt skal vi i mindre grupper snakke om ytringsfrihed.
  2. Først læser jeg en definition på en ytring op i klassen, og bagefter snakker vi kort om definitionen.
  3. Derefter skal I i mindre grupper diskutere ytringsfrihed ud fra de spørgsmål, som står på det følgende slide.
  4. I får cirka 10-15 minutter til at arbejde med spørgsmålenw. I hver gruppe skal I udpege en, der tager noter.
  5. Når tiden er gået, samler vi fælles op med afsæt i jeres snakke i grupperne.
  6. Til slut runder vi af med en kort opsamling på øvelsen.

Definition på en ytring

“Tilkendegivelse, hvor der gives udtryk for en mening, en tanke, en idé eller lignende gennem udtalelser, handlinger, adfærd mm.”

Kilde: Amnesty International Demark

I grupper – tal sammen om:

  • Hvad er ytringsfrihed?
  • Hvad er frihed?
  • Hvad betyder frihed under ansvar?
  • Hvad er det modsatte af ytringsfrihed? (tip: rimer på glasur)
  • Hvorfor skal vi være opmærksomme på ikke at krænke andre, eller at gøre dem kede af det med vores ytringer?
30 minutter
Øvelse 3

At tænke og tro

I denne øvelse skal vi tale om religionsfrihed og retten til at tænke og tro på det, man har lyst til.

Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

  1. Om lidt skal vi lytte til et lydklip sammen.
  2. Det er et langt podcastafsnit, men vi skal kun lytte til et lille uddrag på cirka 2 minutter (tidsrummet: 41.30-43.25).
  3. Derefter skal I sammen med jeres sidemakker tale om de synspunkter, der optræder i podcasten. I skal tale om de spørgsmål, som står på det følgende slide.
  4. Til slut samler vi fælles op på jeres makkerdrøftelser.

Lydklip: Tal til mig

To og to – tal sammen om:

  • Hvilke pointer lægger I først mærke til?
  • Hvad mener Poul Madsen, når han siger at nogle er fordømmende?
  • Er der forskel på, hvordan voksne og børn snakker om religion og friheden til at vælge at tro og tænke, som man vil? Hvordan?
  • Kender I nogle personer, som taler om religion på en god måde?
5 minutter

Fælles opsamling – hvad tager vi med os?

Dette materiale har handlet om børn og unges ret til at tro, tænke og tale frit. Vi har lavet en dilemmaleg, talt om grænserne for ytringsfrihed, og vi har lyttet til et kort lydklip om religionsfrihed.

Fælles opsamling – vi taler i fællesskab om:

  • Nævn én ting, som I særligt husker fra materialet.
  • Hvordan har det været at tale om de her emner?
  • Er der noget, som vi skal gøre anderledes, når vi ytrer os i klassen, på nettet eller i frikvarteret?