8. Fælles emoji-hero

- lav et fælles regelsæt

Introduktion

Mål: Børnene er aktivt med til at formulere spilleregler for mobilbrug, skærmtid og adfærd online. Dermed bliver de mere motiverede for at håndhæve dem frem for regler, der er lavet af skolen eller voksne.

God adfærd på nettet er for det meste blot det samme, som det altid har været: Vær en god kammerat, hav omsorg og respekt for andre, og sig fra, hvis dine grænser overskrides.

Men mange børn og unge oplever afstanden på sociale medier som en formildende omstændighed. ”Det var jo bare på nettet,” kan drenge for eksempel sige, hvis de har mobbet en kammerat, mens de spillede online.

Derfor har børn og unge behov for at få regler om god opførsel sat i forbindelse med deres onlineaktiviteter. Det kan gøre en forskel, når en klub eller klasse laver nogle enkle regler, der er synlige både for børn og forældre. Reglerne kan være et godt udgangspunkt for dialog med forældre.

Aktivitet 8
  • Om regler online og fælles forståelse for reglerne

  • 2 lektioner a 45 minutter

  • Download og print:
    - Emoji-hero-plakat. Download. 
    - Små mærkater. Download.

  • I skal også bruge:
    - Elefantsnot
    - A3-papir (og eventuelt karton til at stive papiret)
    - Farver og sakse

Grøn emoji-hero til plakaten i Er du ok på nettet?

Aktivitet

  • Start med at tale om muligheder og positive ting, man kan lave online. Deltagerne skal nu sammen lave klubbens/afdelingens/klassens emoji-hero, som holder deltagernes gode råd til sociale medier. Vis deltagerne emoji-plakaten, og sig, at I vil slutte af med at lave en fælles plakat, som skal hænge i klubben, hvor den også kan bruges af yngre børn, der er nye på sociale medier.
  • Gennemgå listen med hero-råd i den blå boks, som er lavet af andre unge som dem selv. Nu skal deltagerne med elefantsnot sætte de små mærkater eller markere ud for de råd, der er vigtigst for dem selv, og som de kan bruge. Derudover kan de selv skrive et godt råd, som de synes mangler. 

  • Se nu, hvor der er flest mærkater. Tal om de forskellige råd, og spørg deltagerne om eksempler på situationer, hvor de kan bruges. Vælg sammen de fire-fem råd ud, som har fået flest stemmer – det er disse råd, der skal stå på børnenes fælles plakat.

  • Færdiggør plakaten ved at klistre/skrive de udvalgte råd på emoji-heroen, som nu holder forskellige sedler med gode råd. Lad farveglade deltagere farvelægge plakaten.

  • Hæng plakaten op, og send en kopi ud til forældrene.

Emoji-hero-råd fra andre unge

  1. Skriv positive kommentarer.

  2. Undgå at like noget, som kan såre andre.

  3. Hvis du er vred, så vent med at svare tilbage.

  4. Spørg om tilladelse til at dele billeder af andre.

  5. Blokér eller luk ned, hvis nogen taler grimt til dig.

  6. Tal med en voksen, hvis du oplever noget dårligt.

  7. Sig ”pyt”, og ignorér dumme kommentarer fra fremmede.

  8. Spørg ”hvorfor”, hvis der er noget, du ikke forstår.

  9. Læg mobilen væk, og gå en tur udenfor.

  10. Sæt billeder på din profil, som alle kan forstå.

GÅ VIDERE TIL...