Spil og bevægelse

Vigtig viden

Vigtig viden

Om denne side

Velkommen til ‘Spil og bevægelse’

Elever har i år valgt, at temaet til Trivselsdagen skal være ‘Spil og Bevægelse’. Det at trives og have det godt i klassen, er nemlig tæt forbundet med det at lege, spille og bevæge sig sammen.

Vi skal nu snakke om, hvordan vi fx kan lide at lege sammen i frikvartererne. Vi skal derefter bruge tiden på at lave øvelser, hvor vi både kan spille og bevæge os i fællesskab.

Hvad er Trivselsdagen?

  • I Red Barnet forstår vi trivsel som, at man har det godt sammen det meste af tiden. Målet med Trivselsdagen er, at skolen sætter fokus på fællesskab og trivsel, og vigtigst af alt, giver stemme til jer, så I kan være med til at forme, hvordan vi skal arbejde med trivsel i skolen.
  • I Red Barnet tror vi på, at børn kan få det bedre i skolen, hvis de bliver spurgt om deres mening og er med til at bestemme flere ting. Faktisk synes vi, at dem der bedst ved, hvad der gør elever glade og trygge I et fællesskab, er eleverne selv.
  • Temaet for Trivselsdagen 2024 er derfor også blevet bestemt af elever. I kan se, hvordan det gik til i videoen på næste slide.

    Videoklip: Årets tema for Trivselsdagen 2024

    10-15 minutter
    Øvelse 1

    Sammenhold i frikvarteret

    Vi skal nu snakke om, hvordan man kan mærke sammenhold i et frikvarter.

    Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

    1. Vi skal nu snakke om, hvordan man kan mærke sammenhold i et frikvarter.
    2. På næste slide står der tre spørgsmål, som vi skal tale sammen om.
    3. Ved hvert spørgsmål skal I først tænke over jeres svar i 30 sekunder, derefter skal I tale med jeres sidemakker i et minut, og til slut taler vi om jeres svar i fællesskab.

    Dialogstarter – tænk, tal, del:

    • Hvis du ser nogen, der er udenfor i frikvarteret, hvad kan du så gøre for at hjælpe dem?
    • Hvilke lege er sjovest at lege i frikvarteret, hvor man kan være mange sammen?
    • Hvad kan man gøre for, at alle i klassen ​føler sig velkommen til at være med i legene ​i frikvarteret?
    25-30 minutter
    Øvelse 2

    Tal & Tegn

    I denne øvelse skal vi træne at arbejde sammen ved at skulle forklare tegninger til hinanden og prøve at kopiere dem, uden at have set dem selv.

    Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

    1. I skal nu forsøge at forklare en tegning for hinanden kun ved brug af jeres hukommelse.
    2. Først skal I deles op i fire grupper, og hver gruppe får tildelt et gruppenummer.
    3. Jeg har på forhånd hængt fire tegninger op uden for lokalet, som I nu skal forsøge at forklare til hinanden. Gruppe 1 skal forholde sig til tegning 1, gruppe 2 skal forholde sig til tegning 2 osv.
    4. Hver gruppe skal udnævne to personer, som skiftevis skal løbe ud til gruppens tegning, kigge på tegningen og løbe tilbage og forklare gruppen, hvad tegningen forestiller. Resten af gruppen har til opgave at lytte til forklaringerne af, hvordan tegningen ser ud. Gruppen skal undervejs forsøge at tegne deres egen tegning, som skal ligne den, der bliver beskrevet.
    5. Når I ude i grupperne synes, at jeres tegninger er så præcise og detaljerede som muligt, må hver gruppe kigge på jeres to tegninger. Til slut taler vi om spørgsmålene på det følgende slide.

    Vi taler i fællesskab om:

    • Hvordan var det for dem af jer, der kun måtte forklare om tegningen, men ikke selv måtte tegne den?
    • Hvordan var det for dem af jer, der kun måtte tegne en tegning ud fra det, som jeres holdkammerater forklarede?
    • Hvordan krævede opgaven, at I arbejdede sammen?
    • Hvad var nemt og hvad var svært?
    20 minutter
    Øvelse 3

    Ø-hop

    I denne øvelse skal vi træne at hjælpe hinanden til at stå sammen. 

    Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

    1. Om lidt skal I hoppe mellem øer. Først skal vi i fællesskab sprede hulahopringe ud på hele gulvet. Der skal cirka være én hulahopring til alle.
    2. Derefter skal I fordele jer ud på hulahopringene. Vi skal lege at hulahopringene er små øer, og at gulvet er havet. 
    3. Når jeg siger ‘flyt ø’, skal alle flytte sig til en ny hulahopring. Det gælder om at hjælpe hinanden med at finde en ø, så ingen skal i havet, og alle finder en plads.
    4. Derefter tager jeg to hulahopringe væk, og så skal I igen flytte ø, når jeg siger til.
    5. Vi tager et par runder, hvor jeg fjerner flere og flere hulahopringe. Husk at hjælpe hinanden, så ingen lander i vandet.
    6. Til slut taler vi om, hvordan det var at lege legen ud fra spørgsmålene på det følgende slide.

      Vi taler i fællesskab om:

      • Hvordan var det, da der blev færre øer, man kunne hoppe til? 
      • Hvordan kunne I hjælpe hinanden? 
      10 minutter
      Øvelse 4

      Et stort net

      Med denne leg skal vi opdage, hvordan vi er forbundne, og hver især spiller en vigtig rolle i fællesskabet

      Øvelsesvejledning – sådan gør vi:

      1.  Først sætter vi os alle på gulvet i en stor cirkel. Jeg starter med at holde et garnnøgle, og så fortæller jeg noget om mig selv (fx noget jeg er god til, eller noget jeg godt kan lide).
      2. Derefter ruller jeg garnnøglet hen til en anden, mens jeg holder fast i snorens ende. Den, som har fået garnnøglet, siger så noget om sig selv, holder fast i sin del af snoren og ruller så garnnøglet over til en ny i cirklen.
      3. Når alle har haft garnnøglet, er der blevet skabt et stort net, som går på kryds og tværs.
      4. Derefter rejser vi os alle op på samme tid, mens vi holder fast på vores del af snoren. Nu har vi skabt et net, som vi alle har en plads i. Nettet er ligesom et fællesskab, hvor alle også spiller en vigtig rolle. 
      5. Til slut samler vi garnnøglet sammen og taler om legen med afsæt i de spørgsmål, som står på det følgende slide. 

        Vi taler i fællesskab om:

        • Hvad syntes I om legen?   
        • Lærte I noget nyt om hinanden?   
        • Hvordan føltes det, da der var nogen, der gav slip på garnet? Hvad skete der med nettet?   
        • Hvad synes I, at man kan lære gennem legen?  
        5 minutter

        Fælles opsamling – hvad tager vi med os?

        I dag har handlet om at samarbejde, at lytte til hinanden og bevæge sig sammen. Vi har talt om sammenhold, forklaret tegninger for hinanden, leget ø-hop og leget med et garnnøgle.

        Fælles opsamling – vi taler i fællesskab om:

        • Hvorfor er det vigtigt at kunne samarbejde med sine klassekammerater?
        • Hvad betyder det at holde sammen i en klasse?
        • Er der noget, som vi skal gøre anderledes, når vi er sammen i klassen?