Pædagoger og lærere

I skolen er lærere og pædagoger de betydningsfulde voksne med den vigtige og udfordrende opgave at skabe et skolemiljø, der kan være med til at skabe positive livsbaner for alle børnene på skolen. Lærere og pædagoger udgør en vigtig faktor for det enkelte barn, men også i høj grad i skolens sociale miljø, idet de har afgørende betydning for at skabe de bedste betingelser for etableringen af børnenes sociale fællesskaber. Læreren og pædagogen skal skabe rammerne for, at alle børn kan deltage og trives i det sociale og faglige fællesskab i skolen.

Derigennem kan de være med til at styrke børns viden om deres rettigheder, og hvad disse betyder i praksis. De kan, via deres undervisning og relationer med børnene, sætte fokus på barnets og fællesskabets ressourcer samt de beskyttende faktorer og risikofaktorer, der kan være i børns liv. På den måde kan læreren og pædagogen have en afgørende rolle for, at børnene lærer at trække på deres egne og andres ressourcer, samt for at skrue op for beskyttelsesfaktorerne og moderere risikofaktorerne i børnenes liv. Med andre ord, så er læreren og pædagogen helt afgørende i udviklingen af børns sociale resiliens i skolen.  

Pædagoger og lærere er rollemodeller for børnene. Det vil sige at det, de siger og gør, har betydning for, hvordan børnene opfatter og ser hinanden. Når den voksne viser, at alle børn i klassen har betydning og er vigtige for fællesskabet, så smitter det af på børnene. De voksnes væremåde og humør er ligeledes med til at etablere en grundstemning og påvirker dermed stemningen blandt børnene i klassen. Man kan sige, at lærere og pædagoger er hverdagens magikere, når det lykkes at skabe en kultur og nogle dynamiske øjeblikke med børnene præget af nærvær, tillid, omsorg og positive emotioner.

Her er samlet en række idéer til hverdagshandlinger fra forskellige skoler – til inspiration og lige til at afprøve i praksis:

• Sig godmorgen, og hils på alle, du møder, børn som voksne, og tiltal dem med navn. Lær også børnene at gøre det over for hinanden. Dette gælder både på og uden for skolen - hvis man fx møder nogle fra skolen på vej til/fra skole.
  
  
• Bevæg dig stille og roligt gennem skolegården, og signalér, at du har tid, fx ved ikke at tjekke telefonen eller kigge i dine papirer.
  
  
• Når der smalltalkes med børn, så sig fx 'dejligt med solskin i dag, Rosa', og undgå den vurderende smalltalk som fx 'sikke en flot bluse, Rosa'. På den måde er du via sproget med til at skabe en kultur med fokus på det anerkendende frem for det bedømmende og vurderende.
  
  
• Bemærk særlige ting ved børnene, og brug ’identitetsmarkører’, der viser, at du har set netop dem og noget af det, der siger noget om dem. Fx: 'Hej, Jonas. Er det en FC Barcelona-kasket? Er det dit yndlingshold?'
  
  
• Sig ting, så børnene føler sig hørt og set. Her er en række idéer: 'Aha, god pointe, Jonas', 'Jeg kan godt lide, når I hjælper hinanden med arbejdet' eller 'Det betyder ikke noget, at det gik galt, vi kan hurtigt hjælpe hinanden med at ordne det'.
  
  
• Hvis I på skolen eller i klassen har lavet aftaler for, hvordan børnene skal være over for hinanden, så skal I sørge for at lyse på alt det rigtige, de gør. Det er vigtigt med voksne, der er tydelige omkring den adfærd, som de gerne vil have og ønsker mere af, fx ved at sige: 'Sikke en fin ro, I arbejder i lige nu', 'Dejligt, at I lukker PC’en, når jeg beder om det' og 'Hvor er det godt, at I kommer stille ind fra pause'.
  
  
• Fremhæv barnets styrker ved fx at sige: 'Nu kommer du igen med et godt forslag til en fælles fantasileg.'
  
  
• Husk de små oplevelser, der har betydning for barnet, og spørg ind til det løbende – fx: 'Hvordan gik det med din søsters konfirmation?'
  
  
• Vis barnet, at du gerne vil hjælpe. Sig fx: 'Kom, nu hjælper jeg dig i gang.' Så føler barnet ikke, at han/hun står alene med en opgave, der opleves svær, men får en hånd, der skaber tryghed, og får dermed guidning til at komme videre.
  
  
• Hvis et barn står i yderkanten af klassens fællesskab, så kan du sætte aktiviteter i gang, som barnet interesserer sig for, eller som du ved, at barnet har nogle styrker indenfor. På den måde kan de andre i klassen få øje på, hvad barnet har at byde på.
  
  
• Hvis du oplever et barn som ’problematisk’, så gør dig umage med at finde nogle kompetencer, som barnet har, og fremhæv disse, og brug dem i andre sammenhænge. Det kunne fx være at få barnet til at hjælpe med at undervise/støtte børn i de mindre klasser.
  
  
• Hvis et barn har særligt brug for at blive set i en periode, kan du blive enig med alle voksne omkring en årgang/klasse om at give særlig opmærksomhed til barnet ved fx at søge øjenkontakt, hilse, tage kontakt og finde noget, som barnet interesserer sig for, og tale sammen om det.
  
  
• Indfør ’Jeg er også med’-perioder, sådan at børn, der gerne vil være med i en leg/aktivitet, ikke skal spørge 'Må jeg også være med?', men bare siger 'Jeg er også med'. De andre børn er forpligtede til at forklare, hvad legen går ud på, og at finde en ligeværdig rolle at spille i legen, mens barnet er forpligtet til at følge legens regler.
  
  
• Brug humor som pædagogisk redskab. At grine sammen kan skabe fællesskab og samhørighed. Brug bevidst positive emotioner såsom glæde, interesse, kærlighed, omsorg og taknemmelighed, og få dem frem i undervisningen. Husk, at for at vi trives som mennesker, skal vi opleve cirka tre positive følelser for hver negative. Det skyldes, at vi er prædisponerede til at rette fokus på det, der er negativt, så det negative fylder meget mere i vores opmærksomhedsfelt. Derfor må vi hjælpe hinanden i hverdagen med også at være opmærksomme på alt det, der gør os godt, og det, der fungerer.
  
  
• Hold dig selv og dine kolleger fast på, at lærer- og pædagoggruppen selv udlever det, de siger – autenticitet og troværdighed (så ens værdier ikke blot er skueværdier, men handleværdier).

• Tag initiativ til at arbejde med læringsmakkere på skolen. Det vil sige, at lærere og pædagoger løbende er med i hinandens undervisning, sparrer sammen, giver hinanden feedback og bliver klogere på hinandens praksis.
• Benyt parentesmetoden af Helle Rabøl til klasser med lav trivsel eller mistanke om mobning. Parentesmetoden er et analyseværktøj til lærere og pædagoger, der gerne vil undersøge en klasses mønstre og måder at være sammen på med et systemisk perspektiv. Metoden går ud på, at man med fokus på hele klassen udarbejder klassens sociale portræt. Eventuelle enkeltindivider i klassen sættes i parentes for at undgå en individfokuseret tilgang. Metoden lægger op til, at fagpersoner er i dialog og sammen reflekterer, hvorefter mulige tiltag udarbejdes. Til metoden er udarbejdet et skema, der frit kan downloades fra parentesmetodens hjemmeside.
• Find inspiration til arbejdet med digital trivsel og forebyggelse af digital mobning i Red Barnets materiale SikkerChat.
• Hent yderligere inspiration på DCUM’s hjemmeside, hvor der er temaer og redskaber til udvikling af trivsel og læringsmiljø, blandt andet om konflikthåndtering, mobning og relationer.